Den 1. december 1897 tog en gruppe håndværkere det allerførste spadestik til “Døvstummeforeningens ejendom” i Brohusgade 17.
Og derefter gik det over stok og sten. Ejendommen blev opført i rekordfart. Knap to måneder efter at det første spadestik blev taget, den 28. januar 1898, blev grundstenen lagt. Og ti måneder efter stod der en funklende ny ejendom klar.
Døve havde endelig fået deres helt eget sted.
I ejendommens tidlige år fungerede ejendommen som alderdomshjem for døvstumme, og foreningen brugte ejendommens forsamlingshus til møder, generalforsamlinger mm.
Billedet stammer fra oktober 1898, hvor ejendommen var nyopført.
Bemærk det gamle forsamlingshus med verandaen. Og passagen bag ved forsamlingshuset, som forsvandt, da man udvidede i 1920’erne. Bag ved passagen var der adgang til ejendommens fælles toiletter, som blev benyttet af alle beboerne.
Det betyder, at næste år – i 2023 – fejrer vores fantastiske ejendom hele 125 år. Det fejrer vi ved at invitere medlemmer, lejere, gæster, bidragsydere og samarbejdspartnere til forskellige fødselsdagsevents.
Lige nu har vi det hele på tegnebrættet. Så hold øje med vores nyheder.