Ole Jørgensen (1830-1907) stiftede Døveforeningen af 1866.
Ole Jørgesen kom som 10 årig til skolen på Kastelsvej efter at han var blevet døv af skarlagensfeber. Her lærte han, som så mange andre af eleverne, skomagerfaget, som han praktiserede nogle år i Helsingør. Fra 1854 til sin død var han ansat som skomagerlærer på Kastelsvej.
I 1866 stiftede han Døveforeningen af 1866. Foreningen skulle være med til at hjælpe arbejdsløse døve, tillige døve, der blev ramt af sygdom. Foreningen voksede sig hurtigt stor og blev til inspiration for andre døve landet over, som også stiftede foreninger, hvor man kunne mødes og hjælpe hinanden, men også være sammen.
Ole Jørgensen blev belønnet med såvel Dannebrogsordenen, som Fortjenstmedaljen i sølv. Ole Jørgensen boede i ejendommen i Brohusgade 17 (opført i 1898) frem til sin død.
Hans gravsten ligger i dag ved De Døves Kirke, København.