I anledning af Døveforeningens ejendom 125 år (1898-1923) har vores frivillige fra 1866’s museum en række små tegnsprogsvideoer, hvor de fortæller små historier på dansk tegnsprog om ejendommen i gamle dage.
Se alle videofortællinger på vores jubilæums-temaside.
Allan Hegne fra museet fortæller om tiden mellem 1898-1923.
Søjlesalen blev udvidet med Festsalen ovenpå i 1923, og de gamle vinduer i Søjlesalen blev flyttet op til festsalen.
I 1898 havde klubben Københavns Døves Oldboys (som stadig eksisterer i dag, red.) deres helt egen klublokale bagved Søjlesalen, omkring gården til venstre, lige der hvor affaldscontainerne i dag står. I forbindelse med udvidelsen i 1923 lavede man klublokalet om til en passage ud – også af hensyn til brandssikkerheden, da man skulle kunne komme ud.
Søjlesalen var en del kortere i 1898, og man kunne gå hele vejen rundt om ejendommen. I forbindelse med Festsalen blev Søjlesalen udvidet helt ud til enden af matriklen, så man ikke længere kan gå den vej.
I 1898 lå der toiletter nede i gården til højre – ved siden af skraldespandene. Toiletterne blev brugt af dem, der benyttede sig af forsamlingshuset i Søjlesalen. Der var toiletter i alle lejlighederne i huset.
I 1898 gik gulvet ud i et fra hoveddøren helt ud til endevæggen. I 1923 blev loftet sænket, for at gøre plads til Festsalen ovenpå. For at skabe mere luft blev gulvet i Søjlesalen gravet lidt ned, så trapperne kom til.
For enden af Søjlesalen – efter trapperne – var der to døre, der førte ind til to aflukkede lokaler bagved. I dag er det åbent. I det ene lokale holdt Læseforeningen til, og i det andet lokale var der mødelokale. Hos Læseforeningen kunne døve låne bøger.
I 1898 var døren ind til Søjlesalen meget høj og flot med buede vinduer. Døren stod længere fremme dengang, døren startede der, hvor de blå søjler i dag står, så hall’en dengang var noget kortereend den er i dag.
Der var ingen søjler i Søjlesalen i 1898. Der var højere til loftet, og der var plads til en slags balkon eller hems lige over der hvor cafeen er i dag. Balkonen forsvandt under udvidelsen med Festsalen.
De gamle søjler var oprindeligt meget bredere, og det gjorde det svært for døve at se hinanden. Så omkring 70’erne fik Døveforeningens daværende bestyrelse en snedker til at gøre søjlerne noget mindre.
